Rosenduft aus der Wüste: Iran

Duften af roser: Iran

Der er en duft af roser i luften. Hans Supenkämper går sammen med Mahdi Maazolahi mellem de høje piletræer, der rankt silhouetterer mod den strålende blå himmel og bygningen der indeholder distilleriet, til det sted hvor komposten modnes. De 4000 meter høje bjerge i det fjerne er stadig dækket af sne, men de to herrer, der er så forskellige fra hinanden, begynder allerede at fornemme at denne maj-dag bliver varm. Agronomen Hans Supenkämper, en høj, robust udseende mand med blide øjne, er WALAs udsendte konsulent i biodynamisk dyrkning og rådgiver for avlerne i Iran. I dag besøger han markerne i bjergbyen Mehdi Abad sammen med landbrugsrådgiveren fra Zahra Rosewater Company, Mahdi Maazolahi, for at vurdere komposten der er påbegyndt det forrige efterår.

Pistachieskaller til kompost

Mahdi Maazolahi, en lille mand med et tykt mørkt hår og et rundt ansigt, står aldrig stille. Han bevæger sig raskt ved siden af den høje tysker, der har sit kendetegn på, en lys brun hat med bånd om. Hans Supenkämper er tilfreds. Pistachieskallerne er helt nedbrudt, resultatet ligner fint smulder, ikke for tørt og ikke for fugtigt, med en behagelig duft. Forsigtigt dækker han kompostbunken med en presenning for at undgå fordampning i dette ørkenagtige område. Som en slags vidunder trives roserne i overflod i dette landskab, der ellers har karakter af at mangle vand. Få træer og kun lidt grønt dækker den hårde jord i den øde beliggende bjerg region. En hørbar stilhed omgiver de kvindelige blomsterplukkere der stille høster de friske damascener rosenblomster i nabomarken. De har stofsække bundet rundt om hoften, hvori de indsamlede blomster lægges. Når poserne er fulde, rystes blomsterne ud i større sække, som mændene så bærer hen til destilleriet. Med de farverige kjoler og tørklæder, er de meget iøjnefaldende blandt rosenbuskene med de pinkfarvede blomster.

Markerne i Mehdi Abad er forsøgsmarker der tilhører det iranske firma Zahra Rosewater Company der, med WALAs støtte, bliver dyrket biodynamisk. Zahra får det meste af den æteriske rosenolie og rosenvand fra Lalehzar dalen, der ligger midt i Iran, 2200 meter over havet. Den 83-årige grundlægger af Zahra Rosewater, Homayoun Sanati, elsker at fortælle historien om hvordan han og hans kone blev overraskede over den intensive smag af mynte, da de spiste et måltid i Lalehzardalen. Det var en oplagt idé at dyrke roser på jorden der var arvet efter hans fader, Abdul-Hossein Sanati. I dag samarbejder 1500 avlere med Zahra Rosewater Company, hvor de 50% er ejet af Sanati Fonden, en stiftelse der blev grundlagt af Homayoun Sanati’s bedstefar.

På sporet af den europæiske hemmelighed

Haj Ali Akbar Sanati (1858-1938) var en videns-hungrende købmand fra den iranske ørkenby Kerman, og på jagt efter svaret på spørgsmålet: Hvad mon gjorde Europa så succesrig?

Omkring 1901 tog han af sted for at finde svaret. Hans veje førte ham via Indien og det Ottomanske Rige til Wien. Han var bortrejst i 10 år førend han vendte hjem til Kerman denne gang gennem Rusland og Central Asien. Med sig hjem bragte ham svaret på hans søgen: uddannelse og industri var de hemmeligheder han havde søgt efter. Så i hans hjemby Kerman, indtil da et stille dødvande, grundlagde han en tekstilindustri såvel som et børnehjem til de forældreløse børn, der ikke blot gav dem husly men også opdragelse og undervisning, inklusive undervisning i industrielt arbejde. Han tog nu selv navnet Sanati, fra det persiske farsi og betyder ”industriel”. På det tidspunkt var familienavne ikke brugt i Iran. Alligevel valgte mange af de forældreløse at tage navnet Sanati. I de tidlige 1960’ere grundlagde Homayoun Sanatis fader et museum med moderne kunst og et bibliotek hvor børnehjemmet havde været. De er der stadig i dag.

Børnene er vores fremtid

”Vi må lære børnene at tænke, ikke bare de remser de lærer i statens skoler.” Homayoun Sanatis øjne bliver fyrige når han snakker om hans seneste projekter. I 1974, efter faderens død, overtog han blandt andet, ansvaret og ledelsen af børnehjemmet. Siden han ansatte Ali Mostafave, en professor i kemi, som direktør i Zahra Rosewater i 2006, helliger han sig mere tid til de forældreløse i Sanati Fonden. Udover drengenes børnehjem i Kerman, er der et for piger i Bam, en by der har været ramt af voldsomme jordskælv; en børnehave for handicappede børn i Kerman og et hjem for mentalt retarderede piger, der ofte er ofre for vold eller misbrug i familien. Sammenlagt får ca. 200 børn beskyttelse og husly i fondens institutioner. For Homayoun Sanati er børnene Irans fremtid. ”Vi skal uddanne mødrene” tilføjer han med bestemt stemme. For det er dem der udstyrer børnene med deres kendskab til den etiske og sociale opførsel, der følger dem på livets vej.

Rosens måneder

Omgivelserne ved destilleriet i Lalehzar er travle som bistader i månederne maj og juni. På knallerter, æsler, ladvogne og traktorer eller selv til fods kommer områdets avlere, for skyndsomt at aflevere deres frisk høstede roser. Ved indgangen til lagerbygningen, hvor luften er tyk af de duftende roser der ligger spredt på området, sidder en ansat ved nogle store vægte. Han vejer hver sækfuld roser omhyggeligt, skriver vægten ind i sin lille bog og giver avleren en kvittering som han kan gå hen og få udbetalt umiddelbart bagefter. ”Vi giver en god betaling, og det ønsker vi at avlerne véd”, siger Ali Mostafavi, direktøren på Zahra Rosewater. Ved årets afslutning udbetaler Zahra også bonus til deres kontraktavlere hvis overskuddet er højt nok. ”Vi skal selvfølgelig også investere i fabrikken”, siger Mostafavi med sit blide smil. For eksempel skal der bruges et nyt påfyldningsanlæg til de omtrent 20 forskellige plante destillater, fra pebermyntevand og pilevand til det ”40-urtersvand”, som Zahra producerer udover de æteriske olier, urtesalte og frugtte. Med dette brede sortiment af produkter kan Zahra fortsat udnytte destilleriet når den korte rosensæson er slut.

Rosenolie og Rosenvand

Ved rosenindleveringen stedet sker alting meget hurtigt. I baggrunden tager ansatte sig af sækkene og tømmer roserne ud på det rene guld i hallen. Blomsterne må ikke blive for varme, for så mister de for meget af den kostbare æteriske olie. Af samme årsag starter høsten tidligt om morgenen og alle i Lalehzardalen der ikke er gammel eller svag bliver indkaldt til at hjælpe. Igen og igen vender destilleriarbejderne roserne for at sikre at de forbliver kolde. Når et destillationsapparat i hallen ved siden af bliver ledigt, bliver blomsterne hurtigt pakket ind i blå presenninger, der hæves op til destillationsapparatets øvre kar. Karret rummer 500 kilo rosenblomster, der koges i 3 timer med 500 liter vand. Zahra Rosewater forarbejder mere end 900 ton rosenblomster hvert år. Dette arbejde giver dyrebare 900 tons rosenvand og ca 150 liter æteriske rosenolie, der konstant kvalitets kontrolleres i deres eget laboratorium. ” Vores mål er at øge udbyttet til 1100 tons rosenblomster om året”, siger Ali Mostafavi. De langtidskontrakter om samarbejde som WALA har om at købe mere end en tredjedel af den producerede rosenolie såvel som de tørrede rosenblomster, gør ham optimistisk. Nye marker i Shiraz og Dharab vil bidrage til denne vækst. Mostafavi er glad for de gode forretningsrelationer med WALA. I januar 2008 var han på besøg i det tyske firma for at snakke om blandt andet fælles kvalitetsstandarder.

Uddannelse og træning

De 1500 avlere der arbejder for Zahra Rosewater er selvstændige entrepenører. I de kontrakter der indgåes med Zahra, påtager de sig ikke at anvende kunstgødning, nu da Zahra er blevet godkendt som økologisk af British Soil Association. ”Det er en udfordring at få avlerne til at lade være med at behandle roserne med kemiske midler”, siger Mostafavi, ”fordi den iranske regering giver tilskud til kunstgødning og endelig fordi det er disse som avlerne er mest bekendte med.” Uddannelse og træning, for eksempel af WALAs agronom Hans Supenkämper, der følger de biodynamiske principper, er derfor en af de vigtige grundpiller i samarbejdet med disse avlere. Udover rådgivning forsynes avlerne ikke blot med stiklinger, men også med gratis naturlig gødning af kompost. Hvis forbuddet mod kunstgødning overtrædes, bliver avleren ekskluderet fra kontrakten i fire år. ”Men vi hjælper dem alligevel i denne situation”, fortæller Hamayoun Sanati. Hans vision er at hele Lalehzar dalen konverterer til økologisk brug, lige fra malkekvæg og roser til frugter og grønsager. Hvis en avler bruger kunstgødning bliver han indberettet, men Zahra køber stadig hans roser – men til en langt lavere pris – hvorefter de bliver destilleret i et konventionelt destilleri. Alle der arbejder med Zahra er familie. Denne holdning understøttes også af den regelmæssige avis der laves til avlerne, under ledelse af Mahdi Maazolahi. Den skriver om resultater der omhandler alle aspekter af roser og rosendyrkning, laver portrætter af de enkelte avlere, annoncerer festivals og nyheder fra landsbyerne og indeholder også sider for kvinderne og børnene. Som en del af dette familieagtige samarbejde, kan de trængende familier om nødvendigt få et forskud på deres indkomst, de ældre der ikke længere er i stand til at arbejde får en slags pension ligesom der ydes retshjælp i tilfælde af tvister. Zarah har forbedret vandforsyningen til landsbyerne og støtter også skolerne. Et lokalt lægehus etableret af Zahra, garanterer lægehjælp. De der måtte behøve et specialistbesøg i Kerman bliver hjulpet med transport. De der ønsker at gifte sig får en kredit med en meget lav rente på 4% i stedet for de 14% som de iranske banker tager. Zahra gør det muligt for de højt begavede børn at gå i skole i Kerman. Håbet er at de en dag vil vende tilbage til deres landsby med en god uddannelse for at arbejde her. Og idéen virker. Lalehzar har den laveste arbejdsløshedsrate i hele regionen. Flytning fra landet og ind til byerne – som er meget udbredt andre steder i Iran fordi man er af den opfattelse at landbrug ikke er finansielt holdbart mere – er næsten ukendt her. Selv det Iranske Landbrugsministerium ser på virksomheden med stor velvilje, og har tilbudt Zahra kredit for fortsat at udvide. Men, dette var ikke nødvendigt da Zahra er i stand til selv at finansiere og endda donere dele af overskuddet til Sanati Fonden.

”Vi planter hvede i forsøgsmarker med og uden kunstgødning og sammenligner herefter både udbytte og omkostninger”, siger Ali Mostafavi. Han giver resultaterne videre til de bønder som selv er i stand til at afgøre om økologisk landbrug er en levedygtig mulighed for dem. Det er håbet at bønderne vil udvikle en følelse for økologisk brug og gøre det efter deres egen overbevisning. Selv om der i Iran som sådan endnu ikke er noget marked for de økologiske produkter, på nær enkelte steder i Teheran, tror Zahra Rosewater på en økologisk fløjlsrevolution.

Begyndelsen

Duernes kurren fylder den indre gård i den okkerfarvede murstensbygning, som bedstefar Sanati byggede i Kerman. I dag huser den hovedkvarteret for Zahra Rosewater og er hjem for Homayoun Sanati. Murene holder støjen fra Kerman ude, nu er det en by med en million mennesker, og her et godt sted at tænke over begyndelsen af Zahra.

Efter Homayoun Sanati og hans kone besluttede at dyrke roser i Lalehzar, skaffede de nogle rosenstiklinger fra den traditionelt rosendyrkende region Kashan i området Isfahan. De første forsøg var overvældende. Efter blot atten måneder var udbyttet af de buskede roser hele 50% højere olieindhold end roserne fra Kashan. Det fik Sanati til at plante en 20 hektar rosenmark, selv om områdets bønder var meget skeptiske overfor denne nye afgrøde. Så kom den iranske revolution. Da Khomeini kom til magten blev Homayoun Sanati arresteret. Han var under anklage for at være CIA-agent fordi han arbejdede for det amerikanske forlag, Franklin. Faktisk var hans eneste job at oversætte engelsksprogede fiktion og tekstbøger og udgive dem på det iranske sprog Farsi. Men det fakta at han havde udgivet 1500 bøger blev anset for kriminelt mod Islam, fordi man anså det for undergravende for den islamistiske kultur at udgive amerikanske tanker. Efter otte måneder i fugtig enecelle uden lys blev han sat i fængsel i yderligere fem år. Han blev løsladt i 1983. I mellemtiden var han kone ene om at passe på roserne som hun anså for deres børn. Så det var hårdt for hende at se at avlerne i Lalehza stoppede med at vande hver 14. dag og i stedet kun vandede én gang over hele sommeren. Men her skete miraklet. Roserne fortsatte med at gro, være grønne og blomstre i overflod. Bønderne blev så imponerede af dette at de begyndte at tro på idéen med at dyrke roser, de kunne se at de med en smule arbejde og et minimum af vand kunne producere en langt bedre høst end med hvede eller kartofler eller selv opiumvalmuen som de længe havde dyrket illegalt for at strække deres lave indkomst. ”Så min tid i fængslet havde et positivt udfald”, griner Homayoun Sanati med en drenget charme. Han fulgte sin bedstefars råd ”Vær aldrig bange for frygten”, og overlevede dermed sin tid i fangenskab. Under hans tid i isolation digtede han hundreder af digte om rosen, alle huskede han i hovedet og skrev dem først ned efter at have genvundet sin frihed. ”Vores besværligheder er vores største skatte”, konkluderer han.

Mere information:

www.zahrarosewaterco.com